Den største kærlighedserklæring

 Prædiken til anden påskedag (II) d. 1. april 2024 i Brabrand Kirke. Johannesevangeliet 20,1-18. Salmer: 408 – 218 – 249 – 241 – 236,7 – 235. 

I can't wake you up
The house is on fire

Jeg kan ikke vække dig
vores hus brænder

And I can't wake you up
Are you there, my love?

                 Jeg kan ikke vække dig
                 er du der, min elskede?

The house is on fire
And I can't wake you up

                 Vores hus brænder
                 og jeg kan ikke vække dig

Sådan synger bandet Jonah Blacksmith i et hit fra 2021 House on fire. Jeg kan ikke vække dig, synger de. Igen og igen. Huset brænder. Vores fundament ryster. Sådan kunne disciplene også have sunget, efter Jesus var udåndet på korset og alt døde sammen med ham.

Men hvorfor synger de sådan?

Den ene af brødrene i bandet, Thomas Alstrup, fortæller nu at sangen er skrevet, da hans hustru var midt i en voldsom depression. Er du der, min elskede? Nej, det var hun ikke. Eller jo. Hun var der, men ikke rigtigt. I et interview fortæller Thomas: 

Det begyndte med, at hun var træt. Flere og flere eftermiddage kom hun hjem fra arbejde og lagde sig ind på sofaen og faldt i søvn. Det undrede ham. Hun kunne intet overskue, og en dag kunne han mærke, at noget var helt galt. Hun skulle hente deres søn efter fodboldtræning, men om aftenen ringede sønnen hjem og sagde, at han ikke var blevet hentet. Hun havde glemt ham. Det var ikke med vilje, for sådan er hun slet ikke.

…

Derfra ruller den værste tid sig ud for Thomas og hans hustru Mette – hun i den værste depression, og han med ansvaret for hustru, hus og tre børn, og et liv der mildest talt vakler.

Og langsomt sniger sig en følelse ind i kroppen. Om aftenen sidder han ofte på loftet med computeren og søgte på depression. ’Hvor lang tid tager det?’, ’Hvad kan udløse en depression?’. Han læste side op og side ned i et forsøg på at finde et eller andet at holde fast i. En løsning af en art.

Men han delte det ikke med nogen. For inden i ham, følte han skam og følte, at det var hans skyld.

Jeg syntes, det var pinligt at stå i det her, siger han, for jeg har været i tvivl om, hvor meget skyld jeg havde i hendes depression. Folk der står på sidelinjen til nogen med alzheimers, kræft eller skader efter trafikulykker føler nok ikke skyld. Men jeg tror, at rigtig mange, der er pårørende til en med depression, kan genkende følelsen af skyld. Skulle jeg havde set det før? Kunne jeg havde forhindret det? Har jeg budt hende for meget? Det er godt nok svært.

Måske tænkte Maria Magdalene det samme, da hun stod der ved graven. Hendes verden er også faldet sammen. Hun har mistet Jesus, ham hun fulgte, og nu er hun pludselig alene alene. De andre disciple tumler ind og ud af graven, som vi hører i evangeliet. Men Maria står stille – måske i chok, måske i forvirrelse, eller måske med skam og skyldfølelse over, om det var hendes skyld, både at han var død, men at han nu heller ikke var i hulen længere. Skulle hun have set det og gjort noget allerede dengang han red ind i Jerusalem? Kunne hun have forhindret det? Kunne hun have budt ham noget andet, imens han levede? Var det fordi hun ikke gjorde noget, at det gik som det gik? Hun græder.

…

Thomas Alstrup tænker tilbage for at finde svar på sine følelser. Han prøver at finde en forklaring på det mørke, der har ramt hans hustru, ham og hans familie. Kunne han have gjort noget anderledes? Var det egentlig hans skyld?

Thomas siger i interviewet:

Lydstudiet (til vores band) ligger klos op ad husets soveværelser. Da børnene var små, faldt de i søvn til lyden af et leben af musikere, der kom og gik og spillede til langt ud på natten. Jeg kender ikke andre ægtefæller, der vil stå model til det, hun har stået med. Et hus, der er fyldt af musikere, der vader ind mellem vasketøj og blespande og forstærkere. Det er et kaosliv på mange områder. (…) Det er jo i virkeligheden er ret egoistisk, siger han.

Jeg har haft brug for at blive tilgivet, uden at jeg ved, hvad det skulle være for. Hvis Mette sad her i dag, ville hun ikke sige, ’Det var Thomas, der var skyld i det’. Hun ville nok sige, at det var en kombination af flere ting, der havde presset sig på gennem længere tid og deriblandt selvfølgelig også det liv, vi i fællesskab har skabt.

Maria kan heller ikke finde svar på sine spørgsmål. Måske har hun samme følelse som Thomas: hun søger tilgivelse for noget, hun egentlig ikke har gjort. Måske er det det, der ligger i hendes gråd? Og i hendes råb efter den døde Jesus? Hun vil forsone sig med den døde, søge fred og tilgivelse ved at se ham. Måske kan det få hendes gråd til at stoppe.

…

Og får hun så den tilgivelse? Får hun forløsningen? Får Thomas den?

For Thomas sker der noget en aften, da han efter lang tids vaden rundt i et ingenmandsland har fået nok. Han er træt. Han er slidt ned. Han kan ikke mere.

Så sagde jeg (til hende), at nu kan jeg ikke mere. Men hun kunne ikke græde. Det var bare stoneface. Jeg kunne ikke se, om hun blev ked af det, og jeg havde bare lyst til at ruske i hende.

Så sagde hun lige så stille: ’Jeg tror godt, det kunne fungere, hvis jeg boede alene. Men Thomas, siger hans hustru Mette så, du er jo min bedste ven.’

Og der kom forløsningen. Ud af det blå.

Det var den største kærlighedserklæring, jeg kunne få.” siger Thomas Alstrup. ”Der gik det op for mig: ’det er jo en ven, jeg skal hjælpe lige nu’, siger han. Det var hendes ord om, at jeg var hendes bedste ven, der gjorde, at jeg kunne holde ud. At jeg kunne bevare håbet. Det hele faldt på plads inden i mig. Hun bad mig jo egentlig parkere mit behov for kærlighed, men pludselig gav det mening for mig at sætte det på pause, for selvfølgelig skal man være der for en ven. Så må det andet komme hen ad vejen.

Og der ender Thomas Alstrups fortælling om hans hustru, hendes depression og hans kamp for at være der for hende og for ham selv. Og i virkeligheden en kamp for at finde tilbage til livet.

I dag, 8 år senere, er alt godt, og både ham og hans hustru har fundet et om muligt stærkere bånd og tilknytning til hinanden. De gik ikke fra hinanden, tværtimod kom de tættere på hinanden slutter interviewet med at sige.

…

Men Thomas, du er jo min bedste ven.

Den sætning bliver en kærlighedssætning fra Mette til Thomas. Den sætning får med det samme Thomas til at ranke rykken og til at se igen. Han kan se sit liv i øjnene igen. Han kan se, at han er forbundet med sin hustru igen. Han kan se, at han har en opgave i sit liv i at være der for hende, og for en stund parkere sig selv og hans egne behov for at blive elsket og nusset om. Opgaven er kærlighed til hende han elsker.

Men hvad med Maria?

For Maria sker det samme. Jesus, som hele tiden har stået lige ved siden af hende, forvekslet med en havemand, kigger hende i øjnene og kalder hendes navn: ”Maria”. Og fra da af falder også alt på plads hos hende. Hun lytter til hans ord, og straks får hun igen retning og mening med sit liv, så hun kan løbe fra Jesus og fra graven, for at fortælle alle, hvad hun har set og hørt.

Jesus kalder på Maria, ligesom Mette også kalder på Thomas: ”Du er min bedste ven”. Og for dem begge skaber det en klarhed i deres liv. Alt falder på plads og i hak, og derfra er der kun én vej frem.

Og er det ikke opstandelsen i sit fineste væsen? Opstandelse er at blive kaldt tilbage til livet. Opstandelse er at blive kaldt ud af sine rædsler. Opstandelse er at gå fra mørket og ind i lyset.

Mette kalder Thomas tilbage til livet. Vækker ham fra det brændende hus. Hun kalder på ham og giver ham en retning for hans liv, og den retning er en retning med håb og med drømme forude. Hun befrier ham fra hans skyld og hans skam, ved at kalde på ham, og derigennem bekræfte ham i, at de er i et forhold. Du er min ven, siger hun til ham. Og da kan han rejse sig og gå med sin opgave, gå frit afsted i lyset.

Ligesom Jesus kalder Maria ved hendes navn, og bekræfter, at han ikke er hvem som helst eller en havemand. Nu har hun set ham, og derved er Maria kaldt tilbage til livet. Og så kan hun løbe fra graven, fra mørket, og fortælle disciplene om det hele i lyset.

Maria og Thomas blev sat fri. De blev frelst. Uden helt at vide, at det var det, de trængte til. Men da det skete, gav det den dybeste mening, og blev verden ny igen.

Glædelig påske.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Insister på håbet

 Prædiken til juleaften 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 120 - 104 - 121. 

Jeg taler altid med mine konfirmander om håb. Om at håbe på noget, at turde holde fast i håbet, og at give håbet videre til andre. Det er altid aktuelt at tale om håb; om et håb for dagen i morgen – og måske særligt for de unge konfirmander.

Om lidt skal vi synge: Et barn er født i Betlehem / thi glæde sig Jerusalem. Men jeg tror ikke, Jerusalem glæder sig for tiden, og jeg tror, at de børn der fødes i Betlehem i dag mere end nogen andre har brug for det håb, barnet for 2000 år siden kom med. Ja, at synge salmen i dag er nærmest som en håbefuld protest. Jeg håber, I vil synge med, alt hvad I kan!

Som samtalen med konfirmanderne skred frem, udfordrede de tankerne om håbet. Og til spørgsmålet, om man egentlig kan give håbet videre til andre, var den overvejende stemning, at det kan man ikke bare lige gøre. For den anden er også nødt til selv at tro på håbet. Ellers nytter det ikke noget, som de sagde. 

Som en konfirmand så billedligt forklarede mig: ”Simon, det er ligesom hvis du giver mig et æg. Så bliver det jo ikke til en omelet, bare fordi jeg får et æg. Jeg skal også selv gøre noget for det.” Og så kiggede konfirmanden på mig, som om det var logik for burhøns...!

…

På en måde giver det mening, at håbet også skal sættes i bevægelse af modtageren. Men om vi kan eller skal have bevægelsen som krav, inden vi sender afsted, ved jeg ikke. Konfirmander ville, at håbet, som et æg, skulle blive til noget, til en omelet. Og hvis den ikke kunne det, var der ingen mening i at modtage ægget, eller overhovedet at give ægget videre til en anden.

Men jeg tror, det er anderledes med håbet. Vi skal turde give det, og turde at modtage det, også selvom vi ikke ved, hvad det skal blive til. Ja, vi skal faktisk insistere på, at håbet er her, og at vi kan sætte det i bevægelse ved at give det til hinanden, og modtage det fra hinanden.

Og så må tiden vise og overraske os med, hvad håbet kan blive. At håbe er på mange måder at forvente det uventede. Det store.

Og jeg tror, det sker i mødet med den enkelte, når håbet bliver sendt afsted. Når vi giver håbet videre som en kærlighedshandling til dem, vi holder af, og til dem, hvor håbløsheden truer. At give håbet videre er alene meningsfyldt. Og måske finder håbet også med tiden et svar, en bevægelse, en større mening hos den, der modtager det.

…

I dag, Juleaften, sender Gud sin søn, Jesus Kristus, ned i favnen hos os alle. Det er det, vi fejrer. At Gud vil os. At Gud kommer til os udefra med sin fred og ikke mindst: sit håb.

Og helt overraskende har håbet form af et barn. Et nyskabt barn, et skrøbeligt barn, et barn der som en spire har slået de første spæde rødder, og nu skal til at folde sig ud, blive til noget.

Gud giver os sit håb. Men spørgsmålet er så, om vi også kan åbne os for det? Tør vi modtage det – og måske svare på det?

…

Maria er den første der mærker håbet. Hun ved, at det er et særligt barn, hun skal føde. Om man forstår, hvis dét også må have føltes fremmed for hende. At hun måske var bange. 

Men Maria reagerer umiddelbart på mødet og tager imod håbet ved selv at gøre som Gud: ved at give af sig selv. Hun svøber barnet i den omsorg barnet kalder på, og tager det til sig som sit eget. Guds håb fremkalder omsorgen i hende. Det er hendes svar på håbet. Det er julens svar i Maria.

Og det samme gælder for Josef. Han er ikke far til barnet og står lidt udenfor. Alligevel drages han hen mod Maria og mod barnet. Ligesom hyrderne på marken også gør. De forstår ikke først, hvad det hele handler om. Alligevel tør de gå med englen, de tør trodse deres frygt og gå med englens fremmede budskab om fred. Det bliver hyrdernes svar på håbet: at gå afsted på trods af deres frygt.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Forfatteren Jens Christian Grøndal skrev her op til jul en kronik om uroen i Israel og Palæstina, og om at vi næsten kommer til kort over for den tragedie, vi ser udspille sig dernede. Og netop der kan det være svært at svare på håbet – ja, overhovedet at se det komme, modtage det, og give det videre ind i al ulykken. For hvad nytter det?

Han skriver:

”Man bliver stum og skammer sig indvendigt over sin stumhed. Retfærdighedens talerør er knækket, håbets flamme oser. Man vælger sidegaden ved lyden af demonstranternes taktfaste råb.”

”Jeg mindes ikke en jul, der som denne er blevet forstyrret af ondskab vold og død. Men det gør ikke julens fortælling mindre relevant for den aktuelle virkelighed. Aldrig har det midt i den meningsløse lidelse givet mere mening, at noget må komme (…) Når retfærdigheden kommer til kort, er der kun håbet tilbage. Det ligner et umuligt håb, men det er lige så umuligt at leve uden.”

Jeg forstår Jens Christian Grøndals frustration. Jeg mærker den også hos mig selv. Magtesløsheden. ”Det ligner et umuligt håb” skriver han, ”men det er også lige så umuligt at leve uden”.

Og dét er på en måde Jens Christian Grøndals spinkle svar på julens håb: ”det er umuligt at leve uden håbet”. Svaret er, at han holder fast i håbet, selvom det ser håbløst ud, og at det alene er meningsfyldt. Grøndal tør ikke andet end at stille sig der, hvor håbet også er. Alt andet ville være tømt for liv og mening.

Ligesom Maria, der holdt fast i barnet, selvom det også var et skrøbeligt barn. Ja, hun kunne faktisk ikke andet. Hun nærmest insisterede på at tage sig af det.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Ja, verden er som den er. Men den bliver givet videre som det, vi fortæller den er. Derfor er det også vigtigt, hvad vi fortæller videre til vores børn, til konfirmanderne. For det vi fortæller andre bliver det, de andre fortæller dem selv.

Og når virkeligheden kommer med en undergangshistorie, så må vi komme med en kærlighedshistorie; da må vi insistere på at holde jul, holde os åbne for håbet, og sende håbet videre.

Og barnet i krybben er det håb, der sendes til os. Vi sætter os ind på kirkebænkene, indånder kirkens fred, og mærker måske at her har siddet tusinder af generationer før os under lige så håbløse tider. Men lige her har de også hørt den samme fortælling om, at håbet er her.

Krig og modgang er vi ikke selv herre over. Og vi er heller ikke herre over håbet. Det kommer bare. Som en forstyrrelse midt i livet og overrasker os.

Ligesom for Kejser Augustus. Han troede at han skulle diktere, tælle og kategorisere alle mennesker i hele verden. Og pludselig blev det hele afbrudt af et barn, der vendte alt på hovedet. Om det var en god eller en dårlig overraskelse for Augustus, melder historien ikke noget om. Jeg tror det sidste.

Men en overraskelse var det. For pludselig lå magten ikke længere hos den valgte magthaver, eller hos ham, der uretfærdigt havde tilskyndet sig magten. Magten lå nu i krybben hos det lille barn, i omsorgen for den svageste, i håbet iblandt os, som pludselig oplyste hele verden.

…

Håbet er her. I aften rækkes det til os som et barn. Maria svarede på håbet, ved at svøbe barnet. Håbet kaldte omsorgen frem i hende, selvom hun måske ikke forstod det hele, og selvom hun måske var bange.

Vi skal insistere på, at håbet også kommer i aften til os. Det er vores trøst og gave, og måske vores opgave, hvis vi også kan finde mod til at svare på det. Børn, konfirmander – os alle sammen!

Glædelig jul.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

Et menneske i nød

Prædiken til fireogtyvende søndag efter trinitatis (I) d. 19. november 2023 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangliet 9,18-26. Salmer: 754 – 560 – 836 – 653 – 427 – 736,3-5. 

Er der nogen, der kan huske 12. november 2022? Det var den dag, vi satte alt ind på at redde et enkelt menneskeliv.

Det var lørdag og travlheden fór hen over Storebæltsbroen, som den plejer. Men pludselig stoppede det hele. Bommen gik ned på begge sider af bæltet, fordi en mand var gået op på broen, klar til at springe ud og tage sit eget liv. 

Dén melding, at der gik en selvmordstruet mand rundt på broen, fik med det samme både redningskøretøjer, redningsbåde, redningshelikoptere, politiet, forhandlere og psykiatrien i sving, og broen blev altså også lukket. Til lands, til vands og i luften blev der sat ind, og alle dem, der skulle have krydset bæltet, kom ikke bare et par minutter for sent til deres mål, men i fire timer stod al trafik stille. 

Manden kom i sikkerhed, og det var det vigtigste, og vi kunne ånde lettet op igen. Men derefter begyndte debatten på de sociale medier, som varede længere end fire timer. For var det rimeligt, blev der spurgt på den ene fløj, at forstyrre hen ved tusind danskeres færd over broen blot for et enkelt menneskes skyld? Og hvor meget måtte det ikke have kostet statskassen og fællesskabet at sætte alt det postyr i gang?

Den anden fløj af debatten kom med mere positive tilkendegivelser over for den indsats, myndighederne havde ydet: at man her så et klart billede på velfærdssamfundets menneskesyn og den hjælpsomhed, der med det samme sættes i bevægelse, når et menneske er ulykkeligt på afveje. 

…

Dagen og den efterfølgende debat viste os meget om vores brogede samfund. Heldigvis, synes jeg, stod dog det stærkeste billede tilbage af et samfund, der ikke bare lader folk dø. Et samfund og et fællesskab, der samler sig stærkest lige der, hvor nøden er. Når nogen er i fare, når vi kan forudse en skade eller når skaden nogle gange når at ske, så rykker vi sammen og så tager vi os af hinanden i fællesskab.

Men – og nu laver jeg måske et voldsomt klip til dagen i dag.

For i dag, præcis et år efter hændelsen på Storebæltsbroen, kan konstatere, at størstedelen af danskerne – over 70 procent – går ind for aktiv dødshjælp. Derfor har vores statsminister har indledt debatten, og også selv taget tydelig stilling til, at hun mener, vi bør indføre muligheden for lovligt og med statens hjælp at kunne tage livet af os selv.

Det er da – alt andet lige – en ganske særlig stat, der på den ene side sætter trafikken i stå, og himmel og hav i bevægelse, for en enkelt mands liv, og på den anden side nu og i dag måske er klar til at hjælpe ham til døden, hvis han altså mere officielt og stilfærdigt siger til sin læge, at han ikke vil mere.

…

Mit eksempel er hårdt trukket op, og der er mange væsentlige argumenter både for og imod til lige præcis dette spørgsmål. Og måske nogle af jer synes, at jeg overhovedet ikke burdet nævne dette etiske dilemma om aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det også er politisk.

Men, én ting vil jeg sige, og det er, at evangeliet i hvert fald på ingen måde taler om at tage livet fra nogen og fra noget, heller ikke selvom det faktisk ser ud til at være slut. Og at vi i evangeliet heller ikke ser mulighed for at forlade det, som er svært, eller at tænke, at en vej frem for nødstedte mennesker – de mennesker, der virkelig har det svært – at vejen frem ville være hurtigt at gøre en ende på det. Tværtimod.

I evangeliet kommer Jesus to mennesker til undsætning, synagogeforstanderen og hans datter, der er død, og så kvinden, der er syg og har blødt i 12 år. Synagogeforstanderen er også, hvad man kunne kalde en myndighed, og han har helt sikkert i sit arbejde haft det brede fællesskab for øje. Men denne dag og i denne nød, hvor hans datter er død, er al opmærksomhed samlet om hende. Han kan ikke andet. Ham selv og fællesskabet i hans hus – alle dem, der råber og spiller på sørgefløjter – har samlet sig om den døde.

Og hjælpen viser sig med det samme, da han i sin sorg rækker ud efter Jesus, og Jesus efterfølgende kommer til hans hus, tager pigens hånd, og han rejser hende op.

Det, der sker, er på mange måder en uforståelig helbredelse, for pigen var død og blev levende igen. Og selvom sådanne helbredelser ikke sker hver dag for os, så kan vi måske alligevel opleve en heling ved, at den enkelte, som er i nød, samler hele fællesskabets omsorg, og at dén omsorg også er med til at gøre, at vi kommer igennem både nøden, døden og sorgen. Fællesskabets omsorg kan ikke fjerne det, der gør ondt. Men fællesskabets omsorg kan hele os ved at være til stede lige der, hvor nøden er størst.

Det er også det, der sker, når vi samles her i kirken, måske tydeligst ved en begravelse eller bisættelse, hvor fællesskabet har den døde og de sørgende i centrum. Her mødes vi, giver hinanden et kram, synger, beder og lyser en fred over hinanden. Eller når vi i samles ved nadverbordet, hvor det svage i hver enkelt af os mødes af Gud, og tilsiges tilgivelse. Eller når vi i bønnen beder for alle – også dem, som ikke er til stede – og vi ved indsamlingen samler ind til dem, der har brug for en ekstra hånd. Da er det det stærke fællesskab, som samler sig om den enkelte, og det er lige der, Jesus står, og lyser for hver enkelt af os.

…

Det er tydeligt, at Jesus til enhver tid lader sig forstyrre og lader sig gribe – ikke af den, hvis liv er fest og farver – men af den, hvis liv er gået i stå; i dagens evangelium er det pigen, som er død, og kvinden, som på grund af sine blødninger og urenhed, også er blevet udstødt af fællesskabet. Præcis for de mennesker, viser Jesus sit ansigt, rører ved dem, tager deres hånd, og også lader sig berøre.

Og i den tro, samles vi her i kirken: at han også vil se hver enkelt af os. At han vil lade sig røre og berøre af vores kald, og derefter tage vores hånd og give os livet tilbage lige der, hvor vi måtte have mistet det. At han må give os livet tilbage, så vi igen kan indgå i fællesskaber – ligesom pigen, der kunne rejse sig og give sin familie et kram, eller ligesom kvinden, der igen kunne være en myndig person sammen med andre i byen. Vi samles her i kirken for at vi kan få kræfter og mod til igen at indgå i fællesskaber, som har øje for den enkelte; fællesskaber der sætter himmel og hav i bevægelse for at passe på dét menneske, der måtte være ulykkeligt på afveje.

Og det er måske også én af de væsentligere pointer i debatten om aktiv dødshjælp: at vi, i stedet for stort set udelukkende at diskutere om vi må tage livet fra hinanden, at vi da i stedet skal insistere på retten til at være der for hinanden, og hvordan vi gør dét bedst. Insistere på at den, der har det svært, gerne må have det svært, og gerne må kræve ekstra omsorg, ja endda være til besvær for samfundet. At vi gerne må bruge energi og kræfter på at tage os godt af hinanden – hver enkelt der har brug for det – i stedet for kun at tale om at skaffe os af med hinanden eller ej.

…

Et samfund kan være så stenet skrev Inger Christensen tilbage i 1969 i et samfundskritisk digt.
at alt er en eneste blok,
 og indbyggermassen så benet,
 at livet er gået i chok.

Og hjertet er helt i skygge,
 og hjertet er næsten hørt op,
 til nogen begynder at bygge
 en by, der er blød som en krop.

Lørdag den 12. november 2022 viste samfundet sig som en blød krop; som en hær, der satte alt ind for den enkeltes liv. Var fællesskabet for en stund blevet en livløs og hjerteløs betonblok, så så vi denne dag, at der alligevel var plads til blødhed. Myndighederne tog ikke kun hensyn til de mange, men de mange i fællesskabet viste sig også i stand til at tage sig godt af den enkelte.

Inger Christensen kaldte dét fællesskab for en by, der er blød som en krop. Her i kirken kalder vi det i trosbekendelsen for de helliges samfund eller de helliges fællesskab. Et fællesskab der er samlet i troen på, at vi hver især har modtaget Guds omsorg; at han er der for hver enkelt af os, og at vi derfor også hver især er forpligtet på, at den omsorg bliver delt med hinanden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen